OM PROJEKTET

Inklusion af alle børn

- børn med udviklingshæmning skal være en værdig del af lokalsamfundet

Spejderhjælpen og Danske Handicaporganisationer (DH) har indgået en samarbejdsaftale om at finansiere og gennemføre projektet ”Inklusion af alle børn” med det formål at fremme inklusion i lokalsamfund blandt børn med udviklingshæmning i Ghana.

Spejderhjælpen og DH udvikler nogle unikke miljøer i lokalsamfundet for børn med udviklingshæmning. De lokale miljøer vil sikre, at børn med udviklingshæmning rummes lokalt, samt at børnene indgår i sociale fællesskaber og har mulighed for at udtrykke deres mening og lyttes til.

Samarbejdet er treårigt for perioden 2019 - 21, som er de tre år, hvor spejderne indtjener midler til Spejderhjælpen, der går til projektet. De indtjente midler vil blive brugt på aktiviteter i projektet Inklusion af alle børn i året efter de er indtjent.