I den danske sensommer modnes mange æblesorter, og derfor skal rigtig mange æbler plukkes. Undersøg, om I har en æbleplantage i nærheden og forhør jer, om I må plukke nogle kasser æbler til jeres arbejde med at sende burmesiske børn i skole. Nogle enkelte kasser gør ikke stor forskel for en hel plantage.

Når æblerne er plukket, skal de sælges. I kan enten stille jer på en central plet i byen en lørdag formiddag, eller I kan gå fra dør til dør. Fidusen er, at køberen selv må bestemme prisen på æblet. Så afhængigt af, om de har 1 kr. eller 20 kr. i pungen, kan de selv vælge, hvad æblet skal koste.

Det er vigtigt at informere om formålet med æblesalget. Tag det tilsendte materiale med, der fortæller om Spejderhjælpens arbejde i Burma, og fortæl gerne, at for 16 kr. kan et barn gå i skole et helt år.

Mange vil formentlig give jer et beløb uden at købe et æble, da de synes om formålet, mens andre vil spørge, om de kan købe flere æbler - særligt, hvis de ser lækre ud.