DE VILDESTE OPLEVELSER


Om jeg havde en god tur? Ja da. Selvfølgelig havde jeg en god tur. ”Det var helt vildt fedt” plejer jeg at svare, når jeg bliver spurgt.

Jeg har været hjemme i snart to uger nu. Hverdagen har ramt mig igen. Skole, lektier, venner, fart på. I min hverdag går tingene rigtig hurtigt, og der sker hele tiden noget. I Rwanda var det hele lidt mere roligt. Man kunne være helt sikker på at komme til at vente (i lang tid), når man var på cafe eller restaurant. Også selvom der var 10 folk ansat som ikke rigtig lavede noget, og selvom man bare bestilte en kaffe. Der var bare ikke så meget fart på og ikke så meget stress. Det savner jeg.

Jeg savner også selve landet. Noget af det jeg synes var det fedeste at opleve var de lange køreture i vores minibus. Det var helt vildt at sidde og kigge ud på alle bjergene. Det var også fedt at sidde og kigge ud på alle de lokale - med fuld fart op af bjergene og cyklen overlæsset med bananer. Udover det var det også vildt fedt at køre de lange ture fordi vi hyggede os helt vildt. Vi havde nogle rigtig gode og lange samtaler i bussen, og jeg begyndte virkelig at holde af dem allesammen. Vi lærte hinanden rigtig godt at kende i løbet af ugen, og selvom jeg mødte dem allesammen første gang for kun lige lidt over en måned siden, har jeg det alligevel som om at jeg har kendt dem i flere år nu.

Noget andet på turen jeg synes var helt vildt fedt, var da vi var på hjemmebesøg. Vi besøgte nogle af de børn vi mødte ude på skolerne, som havde handicap. Det var helt vildt at opleve. Vi startede med at køre så langt som muligt i vores minibus. Derefter gik vi hjem til dem. Vi gik og gik og gik. Det tog omkring tre kvarter for os at gå fra vejen ned til deres hjem. Vi gik i gennem terræn og ned af bjerge. Det var virkelig fysisk hårdt. Det der fascinerede mig helt ud over det sædvanlige var, at de børn vi besøgte gik den vej hver dag, for at komme i skole. Og nogle af dem har vel at mærke et fysisk handicap.

Det sidste jeg lige vil nævne fra turen er, hvor fedt det var at møde børnene med handicap, og høre hvordan projektet ”Uddannelse for alle” har hjulpet dem. Vi besøgte en dreng ved navn Theofilus, som for bare ét år siden hverken kunne tale eller gå. Hans bedstemor fortalte os hvordan han er blevet hjulpet af projektet, og at han nu går i skole igen, hvilket han heller ikke rigtig gjorde for et år siden. Vi kunne se og høre at han i dag både kan gå og tale. Den slags historier hørte vi mange af, og det var vildt fedt.Det var en helt vildt fantastisk tur, og jeg kunne sagtens have taget en uge mere.

Jeg glæder mig til det videre arbejde.

Hilsen
Axel