DET SIDSTE BLOGINDLÆG

Hej derude!

Så kom vi til det allersidste blogindlæg for denne gang. Det er her, jeg skal fortælle om det hele, og det vil jeg også gerne, men det er svære end jeg havde troet.

Det var mærkeligt at komme hjem, og blive spurgt ind til oplevelsen, uden rigtig at kunne forklare hvordan det var. ”Det var en helt vild god tur” siger jeg for det meste, for det kan alle forholde sig til, men det var også så meget mere end det. Det var benhårdt arbejde, men også super sjovt og lærerrigt. Det var fælleskabet med de andre, det var øjenåbnere, det var trætheden i de tidlige morgenstunder og sene aftentimer, det var forståelse for og undren over kulturen, menneskerne og naturen. Mange timer i fly med podcast, nætter under myggenet, toiletter uden skyld, kvinder i smukke kjoler med børn på ryggen og bananklaser på hovedet, knallerttaxaer, nussede pengesedler, interne jokes, børn der virkede forundrede over vores hvide hud, kiks og bananer til frokost i en varm minibus, lemon Fanta og jeg kunne blive ved.

Det var en stor oplevelse at se projektet, og møde de børn det har gjort en afgørende forskel for. Nu står det tydeligt for mig, at Spejderhjælpens penge bestemt ikke går til spilde. Alt i alt har jeg opsummeret det hele til ”det var en super god tur”, men jeg lover, at jeg nok skal have fundet på lidt mere at sige, når vi i sensommeren kommer ud til de grupper der ønsker det, og fortæller om vores oplevelse. Hvis du allerede nu tænker, at det kunne være noget for din gruppe, så hold øje med Spejderhjælpens Facebook eller hjemmeside, der vil i slutningen af juni komme et opslag op med mere information.

Jeg glæder mig til at komme ud og fortælle jer om det, og husk nu at deltage i Spejderhjælpsugen i september 2018, for det nytter altså virkelig noget.

Vi ses!

Ida Marie