FRA BILKA TIL...

Der løber mange tanker igennem ens hoved, når man bliver ringet op og spurgt ‘hva Batcha, vil du ikke med til Rwanda?’ Og selvfølgelig er svaret et stort og rungende ja, men udover det skal man til at tage stilling til en masse ting. Hvordan kommer jeg af med mine vagter i Bilka, nu skal jeg jo til at ringe til lægen for vaccinationer og om en lille måneds tid skal jeg afsted til et andet kontinent, uden mor og far, og med nogle seje andre spejdere, jeg ikke har mødt før.

Men spændt, det er jeg! Og det er min spejdergruppe også. De har jo været med mig på sidelinjen, fra jeg ansøgte til at komme med til Rwanda i sidste omgang til at være frivillig ved deres bod på Spejdernes Lejr 2017. Så de er super glade for, at jeg har fået muligheden for at komme med.

For mig er det nemlig noget helt specielt at kunne komme ned til Rwanda og se forskellen, Spejderhjælpens indtjenester kan gøre. Når der er en indsamling i tv’et sidder jeg ofte og tænker ‘jamen får de nu den nødhjælp, vi samler ind til, eller ligger det bare gemt væk på et lager et sted’ som jeg engang så en udsendelse om. Det må være en helt speciel følelse at kunne se ens hårde arbejde fra Spejderhjælpsugen give pote i den anden ende.

Jeg glæder mig samtidig til at opleve en helt anden kultur end den vi er vant til herhjemme. På forberedelsesweekenden har jeg fået at vide, at man skal være tålmodig i Rwanda, da man kan ende med at vente i to timer på ens mad! Det er lidt andre rammer end herhjemme, men hvor bliver det sjovt og hyggeligt at opleve, hvordan man gør tingene anderledes i et land så langt fra lille Danmark.

Det blive helt klart en oplevelse for livet, sådan til at komme afsted og opleve en masse spændende ting i Rwanda, som jer læsere vil have mulighed for at følge på Spejderhjælpens blog og De grønne pigespejderes Instagram. Nu er det bare med at sidde på sine hænder og ikke pakke to uger før man skal afsted! Og ja, så sidde i kassen i Bilka indtil da og drømme sig afsted til alle de ting, vi kommer til at opleve.

Vi ses på bloggen!

Spejderhilsener
Batcha