HEJ BLOGGEN


Siden sidst har vi fløjet fra Kigali over Entebbe, til Amsterdam, og endeligt hjem. For mit vedkommende hjem til Roskilde, hvor jeg igen skulle have en hverdag op at køre og nu med endnu flere oplevelser i bagagen. I Rwanda talte vi meget om det omvendte kulturchok, som måske villle møde os hjemme i Danmark, og det har det også været en smule.

Når folk spørger mig hvordan det har været, svarer jeg: “Vildt!”. For det er det eneste, som nogenlunde dækker det, og som er til at forstå for min familie og venner, som ikke var med. Og det var en vild oplevelse, for det var så anderledes fra alt det vi kender herhjemme. I min familie er der blevet grint meget, når jeg har fortalt om ventetiden på mad og hvor mange der var på arbejde til ét job, men der har også været en stor undren og nysgerrighed på hvordan det egentlig er og ser ud i Rwanda. Netop hvordan der ser ud og hvordan der er, har for mig været rigtig svært at forklare, fordi vi gik fra den ene yderlighed til den anden. Fra Emmanuel med albinisme, som boede langt, langt nede af et bjerg, til Olivier med CP, som boede fem minutter fra den skole han gik på. Og så til Kigali, som føltes så eksotisk, da vi landede, og så vestligt, da vi lettede for at flyve hjem til Danmark.

Fra tid til anden er det slet ikke til at forstå, hvor priviligerede vi er i Danmark. Det er virkelig en omvæltning at komme hjem igen, og høre folk (mig selv inklusiv) gå og brokke sig over ikke at have nok sommertøj, og så tænke på at de børn, vi så rundt i Rwanda måske kun havde det tøj, de havde på den dag. Til gengæld har jeg også haft med mig, at de jo ikke så kede ud af det, og at jeg faktisk ikke blev ramt af at det var synd for dem. De var glade, de grinede og de hyggede sig med deres venner, ligesom deres jævnaldrende herhjemme gør. I Rwanda er det bare under andre forhold, og jeg tror også på, at vi i Vesten også kan lære en masse af Rwanderne. Umiddelbart tror jeg at procenten af stressramte i Rwanda er markant lavere end den er i Danmark, og det er jo bl.a. fordi det bare går i et andet tempo i Rwanda. Vi kan helt sikkert lære noget om at tage den lidt mere med ro og lade tingene ske i deres eget tempo.

I mit første blogindlæg skrev jeg at jeg ikke vidste hvad jeg skulle forvente af Afrika syd for Sahara, og at når vi spurgte om Kigali kunne sammenlignes med noget, fik vi svaret “Nej”. Og det er rigtigt, for det kan i hvert fald ikke sammenlignes med noget jeg har prøvet før. Kigali er helt sin egen og helt vildt spændene, fordi den som by adskiller sig så markant fra de andre distrikter og landsbyer vi besøgte på rejsen. 

Nu glæder jeg mig til at komme ud og fortælle en masse spejdere om projektet. Hvis man har været i tvivl om om “det der udviklingsarbejde” virkelig nytter noget? Så har I det her fra en der har stået midt i det. Det her nytter, og det er så mega spændene at følge.

Ida