HJEMME HOS THEOPHILES OG EMMANUEL

Hej bloggen!

I dag har vi besøgt Muramba-skolen. Her blev vi modtaget med velkomstsang og nysgerrige blikke, vi må jo sande, at vi er mærkelige skabninger i deres verden. Efter en rundvisning på skolen, var det tydeligt, at de var meget disciplineret, og ikke så store krudtugler som de børn vi mødte på skolen i går. Det har måske også noget at gøre med, at skolen har været i gang med ”inclusive education” i længere tid end Rukingu School. På Muramba School hjælper eleverne hinanden. Det ses bl.a. ved, at eleverne hjælper eleverne med handicap med at komme hen til skolen. Det er meget lavpraktisk, men yderst nødvendigt.

Efter rundvisningen tog vi på ”home visit” hos Emmanuel som har albinisme. For Emmanuel har der været mange udfordringer i forhold til at komme i skole. Når man har albinisme, bliver man let solskoldet, og mange med albinisme har problemer med hudkræft og blindhed. Da vi besøgte Emmanuel gik vi i lang tid af små grusstier ned gennem palmer og små lerhytter. På vores vej mødte vi kvinder med børn på ryggen, mænd der høstede kaffe, og nysgerrige blikke fra hytternes beboer, der lige skulle se hvad der foregik. Man kan vist roligt sige, at vi kom helt derud, hvor det ikke er hver dag at der kommer europæere gående. Vi snakkede meget om, at det er en forfærdelig lang og stejl vej at skulle gå for at komme i skole – vi fik i hvert fald sved på panden. Emmanuel bor i en lerhytte på en lille frodig bjergside mellem bananpalmerne. Det viste sig, at Emmanuels ældre bror også har albinisme. Moderen i huset blev helt befippet ved vores besøg, og det var utroligt sødt at se hende gøre sit bedste for at friske deres lille beskedne hjem op til besøget.

Vi snakkede med Emmanuels familie om Emmanuels mulighed for skole og fremtid. Det er heldigvis lykkedes at få Emmanuel i skole, så han kan se frem til en uddannelse.

På dagens andet home visit tog vi hjem til drengen Theophiles i en anden lille landsby langt, langt nede af usikre stier og broer lavet af rafter. Ligesom i Emmanuels landsby blev vi, hvide mennesker, mødt af sære blikke, men hos Theophiles fulgte byens børn med os hele vejen hjem til den fjortenårige dreng. Vejen til Theophiles’ hjem var lang, bakket og hård. Op og ned gik vi, og da vi endelig nåede frem, blev vi mødt af Theophiles’ bedstemor og tante som han boede samen med. Det, der er særligt ved Theophiles er, at sidste års hold også lavede film om ham, og det viser sig at han har udviklet sig helt vildt! I kan se videoen fra sidste år med Theophiles her. Sidste år var Theophiles lige netop startet i første klasse på skolen og var enormt svag både psykisk og fysisk. Han kunne knapt gå selv. I dag gik han afsted gennem landsbyens bakkede stier og sang for os, da vi kom frem til hans og familiens hjem.

Det var vildt at se hvor stor betydning projektet har haft for både Theophiles og hans bedstemor. Hun fortalte blandt andet, at hun i dag kunne være tryg i ikke at være sammen med ham hele tiden, fordi hun vidste at han var i sikkerhed på skolen. Før han startede i skole, blev han holdt hjemme i isolation, fordi de lokale i landsbyen var mobbede ham. I dag var det tydeligt at Theophiles har en fremtid, som ikke er i isolation. Det er så fedt at se, at børn som Theophiles også kan få en fremtid.

Spejderhilsner
Ida og Ida Marie